Sproget ændrer sig over tid, det tror jeg de fleste anerkender. Således også for benævnelsen for mellemledere i Forsvaret. I dag bruges betegnelsen “befalingsmand” ofte om mellemlederen, selvom den betegnelse, i det meste af 1900 tallet i diverse Hærordninger, dækker over alle grader fra underkorporal til general. Ofte høres også “stregbefalingsmand” eller “mellemledere i Forsvaret”. Tidligere betegnes denne gruppe dog som regel underofficerer. De ansatte i denne gruppe har gennem tiden haft forskellige grads-betegnelser, som vi vil prøve at give et overblik på, startende med “moderne” tider.
Her i 2020 består gruppen af graderne chefsergent, seniorsergent, oversergent, sergent og korporal.
I 2020 er der dog også en særlig afmærkning af nogle chef– og seniorsergenter.
Det drejer sig om “myndighedsbefalingsmanden”, som er en funktion som nærmeste rådgiver for regiments-, brigade- eller hærchefen. Disse er ikke højere gradere end deres kollegaer, men afmærkninger af deres særlige funktion.
1900 tallet: I hærordningen af 1909 fremgår det at de fasteansatte underofficerer kunne have graderne stabssergent, oversergent og sergent. De værnepligtige grader bestod af kornet (lige under sergent), korporal (lige under kornet) og underkorporal. Kornet var egentlig en grad for de værnepligtige som fandtes egnet til senere uddannelse til officer. For at komme på sergentskole skulle man have en korporaluddannelse (der var også korporalskoler fordelt over alle våbenarter). Sergentuddannelsen bestod af 2 gange ½ år samt mellemfaldende tjeneste ved egen enhed. I uddannelsen (frem til 30’erne) indgik der almindelige skolefag ved siden af de militære, for at hæve det generelle uddannelsesniveau for underofficererne. For at blive oversergent skulle man have forrettet 2 års tjeneste som sergent og ligeledes 2 års tjeneste som oversergent for at blive stabssergent.
I 1922 sker der store forandringer af graderne. De fleste af sergentgraderne forsvinder, kun sergent (af reserven) forbliver. Skolerne skulle nu uddanne sergenter til reserven, hvilket betød et års tjenestepligt efter uddannelse og derefter 6 års rådighedstjeneste med ca. 30 dages tjeneste om året. De værnepligtige grader af underkorporal, korporal og kornet fortsatte. De fastansatte underofficerer kunne vælge at overgå til den nye gradstruktur officiant. Disse var ikke officerer (selvom uddannelsen blev varetaget af officersskolen), men blev betragtet som befalingsmænd ligestillet med officerer. Stabssergenter kunne konvertere til korps- og stabsofficianter, hvis de havde særlige faglige kvalifikationer, men ellers kunne sergent til stabssergent konvertere til officiant eller overofficiant. Officiantgraderne fortsatte frem til 1951 hvor de blev afløst af fenrikgraderne. Fælles for disse var en specialisering typisk inden for skydning, ridning, administration og lign.
(Af nedenstående planche fremgår der stadig oversergentdistinktion. Dette hænger muligvis sammen med hærloven af 1922, som har nogle overgangsordninger for underofficergruppen, såfremt der ikke var officiantstillinger nok.)
I 1932 dukker begrebet oversergent op igen. Nu blev der også knyttet en uddannelse til. Sergent- og oversergentuddannelsen tog hver 7 måneder for derefter at blive sergent eller oversergent af reserven. For sergenternes vedkommende med samme tjenestepligt som tidligere, for oversergenter med 2 års pligttjeneste dernæst 4 års rådighedstjeneste. Oversergenter af reserven kunne så optages på officiantuddannelsen efterfølgende.
1951 ser igen en ændring i forholdene. Officiantgraden erstattes med fenrikgraden (som forsvinder igen i 1970) og sergenter/oversergenter gør nu igen fast tjeneste. Der oprettes stadig korporal- sergent- og oversergentskoler, men ved siden af kommer det nye begreb math, som bedst kan beskrives som forløberen for vore dages stampersonel af konstabelgruppen og som uddannes på math-skoler, hvorunder de også får en værnspecialisering. Disse math-skoler kunne sagtens være på samme garnison som eksempelvis korporal- eller sergentskoler. Math graden udgår i 1960 og erstattes af konstabel
1962 dukker benævnelsen seniorsergent op første gang i kundgørelserne. Gradstrukturen hedder nu seniorsergent af 1 grad, seniorsergent af 2 grad, oversergent, sergent og korporal. I 1962 er det heller ikke længere et krav at man har en korporaluddannelse for at blive optaget på sergentskole, også værnepligtige menige kan optages. For seniorsergentgraden er der ikke et standard uddannelsesforløb. Udnævnelse sker på baggrund af minimum 6 års tjeneste som oversergent og en specialistuddannelse i bagagen. Seniorsergenter skulle anvendes som sektionsførere/næstkommanderende i specialafdelinger (ABC, signal m.v), som forvaltere med håndværksmæssig baggrund eller som hjælpeinstruktører på skoler. I 1970 udvides listen med funktioner som delingsførere, ledere af uddannelsesmaterielkontorer (UMAK) o.l. Den typiske afgangsalder på denne tid var i øvrigt 32 år for sergent/oversergent og 45 år for seniorsergent. Kun undtagelsesvis kunne der afviges fra dette. I 1973 ændredes dette til korttidstjeneste indtil det 35. år, langtidstjeneste indtil 45. år og langtidstjeneste indtil det 60. år.
I 1982 kom en ny ændring af gradstrukturen. Med en nyordning (P83) blev der indtænkt der var tre funktionsniveauer, laveste, mellemste og højeste. hvor sergenter var i førstnævnte, oversergenter i mellemste og senior– og chefsergenter i højeste. Her stifter vi også bekendtskab med den nye grad, chefsergent. Med denne struktur blev der også indført at seniorsergenter skulle have en efteruddannelse, som indførtes i 1987. Derfra har vi begreberne VUT I og II (videruddannelsestrin I for oversergenter og II for seniorsergenter). Med P83 forsvinder også begreberne seniorsergent af 1 og 2 grad og der er nu kun en seniorsergentgrad.
Dermed er vi tilbage til de “moderne” tider. I de efterfølgende afsnit starter vi ved afslutningen af senmiddelalderen og kigger frem mod vores tid.
Før 1500 tallet: I tiden før renæssancen, i sen middelalderen, er det svært at afdække hvad der er underofficerer. Det ser ud til der arbejdes med begreber som Fører, Underfører og Kærnen. I 1300 tallet organiseres hæren i bannere (ca. 120 mand) under ledelse af en høvedsmand (Et begreb der senere ændrer sig til kaptajn, og begrebet høvedsmand har måske tråde til det tyske hauptmann?). Banneret opdeles i fjerdedele som styres af en kvartermester (Første underfører?). Begrebet rodemester betegner en af de laveste underførere, som stod forrest i en rode (9 mand).
15-1600 tallet: Fra 1500 tallet og ca. 300 år frem består hærens fodfolk primært af hvervede tropper. Underafdelingene havde skiftet navn til fænniker (ca. 350 mand, der gik 10 fænniker på et regiment). Fænniken blev styret af høvedsmanden og havde derudover en løjtnant og en fænrik som officerer. Underførerne i fænnikken havde grader som feltwebel, webel, furer, skriver, fører, feltskærer samt andre funktioner som eks.vis trommeslager og piber.
Feltweblen var høvedsmandens/kaptajnens højre hånd vedrørende udførelse af befalinger. Weblerne (2-3 stk. pr. fænnik) var lavere rangerende medhjælpere. Furer og skriver lavede det som deres betegnelse angiver. Føreren var en særlig funktion, som form for talsmand for de menige men også med ansvar for ro. Han havde også forpligtigelsen til opbevaring af bestallingen (Meget lig en arbejdsoverenskomst) og artiklerne (det aftalte militære retspleje og straffelov der var aftalt i forbindelse med hvervningen).
Der var særlige funktioner i den tids hære, eks.vis profossen (ofte sammenfaldende med høvedsmandsfunktionen) som havde en blandet opgave af betjent, arrestforvarer og dommer. Til rådighed havde han en stokkemester, nogle stokkeknægte og en skarpretter, som lønningsmæssigt var på niveau med de øvrige underførere. Hurenweibel havde ansvaret for regimentets tros, det menageri af soldaterkoner, børn m.m. som fulgte efter hæren og som bl. a. skulle transportere soldaternes ejendele , lave mad til dem og hvad nu ellers hele familien bidrog med. Disse kunne også straffes ved krigsretten.
I starten af 1600 tallet finder man lidt ændringer i grader, som dukker op i soldberegningerne fra den tid. Det ser ud til at webelen udgår og erstattes af sergenten (Sarsiant) og der nu kun er en feltwebel ved regimentsstaben samt begrebet mønsterskriver erstatter skriver, endelig ser det ud til rodemesteren forsvinder og erstattes af adelbursch (som i løbet af århundredet igen erstattes med gefrejter). I rytteriet ses begrebet korporal som sandsynlig afløser af rodemesteren.
1700 tallet: Overgangen mellem 16 og 1700 tallet bar præg af de nationale følger af svenskekrigene, med afståelse af Skånelandene og indførelsen af enevælden.
For Hærens vedkommende skete der en opbygning af stående styrker, med hvervede tropper, men samtidigt var der igennem århundredet også opbygning af landmilitser, hvor bønderne skulle gøre tjeneste.
Med udgangen af 1600 tallet ville der normalt, i et kompagni, være sergenter, furer, korporaler, tamburere samt et antal gefrejtere.
I kilderne nævnes også et begreb, kaptajn d’armes, som skulle være kompagniets ældste underofficer og våbenmester. Begrebet forsvinder med indgangen til 1700 tallet sammen med mønsterskriver.
I midten af 1700 tallet dukker kommandersergenten op, han er ældste underofficer i kompagniet med ansvar for alle underofficererne, og kan have dobbeltfunktion som furer også.
I sidste halvdel af 1700 tallet sker der en forskydning fra den udenlandske hvervning til en større andel af nationale soldater i hæren, man vedtager fordelingsnøgler i enhederne mellem hvervede og udskrevne. Kommandosproget bliver også dansk, via kongelig forordning, men det er ikke ren nationalidyl at være soldat, da det den udskrevens tjeneste blandt andet kommer til at hænge sammen med hans stavnsbinding. Underofficererne blev dog stadig i vid udstrækning hvervet, dog med en stadig større andel af nationale (I denne periode betyder det nationale hele riget, fra Holsten til det nordlige Norge).
1800 tallet: I 1802 ophørte den udenlandske hvervning til hæren, dog ikke helt for underofficerene, men Fredrik VI gennemførte forbedringer, både uddannelsesmæssigt og med hensyn til civil stillinger efter tjenesten, for gruppen med henblik på at fremme lysten blandt landsoldaterne til at blive underofficerer.
Af Armeplanen af 1803 fremgår det at underofficergraderne i infanteriet består af sergent, furer, våbenmester og korporal ( her listet i forhold til lønsummen). Ved de øvrige våbenarter er der andre begreber for graderne, som har udviklet sig gennem tiden. Eks.vis rytteriet har vagtmestre, kvartermestre og korporaler, mens artilleriet (og herunder ingenørerne) har minørmestre, bromestre, fyrværkere, kommandersergenter, sergenter, korporaler og bombarderer. ( alle nævnt i lønsum rækkefølge)
I 1842 justeres der i graderne, således at infanteriet nu også råder over underofficerer med grad af kommandersergent, derudover indføres der graden overkommandersergent, en grad der også spejles ved de andre våbenarter med overvagtmester og overfyrværker.
En lovtekst fra 1864 giver et indblik hvad der fordredes af overkommandersergenten for forfremmelse: … saadanne individer, som i det forløbne felttog have lagt en saa stor dygtighed for dagen, at regimenterne ere forvissede om, at de tilfulde vilde kunne udfylde en plads som delingsfører, og som de derfor kunde have ønsket at se forfremmede til officerer, hvis ikke dere alder eller øvrige livsforhold maatte have gjort dette utilraadeligt…
I 1842 blev der også satte mere faste skel op mellem faste underofficerer og værnepligtige underofficerer. De sidste fik graden underkorporal.
1867 kom så hærloven der, på underofficerområdet, danner bro til starten af 1900 tallet og hærloven af 1909. Der indføres to klasser af underofficerer, den ene bestod af de faste og havde graderne stabssergent, oversergent og sergent, den anden bestod af værnepligtige og havde graderne korporal og underkorporal.
Forudsætningen for at komme på sergentskole, og senere udnævnelse med fastansættelse, var gennemførelse af underkorporal- og korporalskole.
Kilder:
Krøier J. og Hinge J., Den danske underofficer, (1916), Gyldendalske boghandel
Jensen B., FOU – UF – SFO 1939-1979 Organisationens arbejde og virke, (1979), Rounbergs grafiske hus , Holstebro
