Premierløjtnant B.D. Mortensen holder appel i kasernegården, Sønderborg Kaserne.
Kurt Harald Knudsen, sergentelev Sergentskolen Sønderborg 1972 fortæller:
En lille hændelse, jeg husker…. Det var den ugentlige episode, hvor alle elever trådte an i kasernegården til appel med premierløjtnant Mortensen, (også kaldet “Snu Morten”) der var skolens kommandoofficer.
Det var i 1972. Midt under appellen stivnede Mortensen, og stirrede tavst længe på en af sergenteleverne i vores deling. Det var så vidt jeg husker Lassen fra Fynske Livregiment.
På et tidspunkt gik han frem til den stakkels sergentelev og stirrede længe på ham, og især has uniformsjakke ( Vi var af en eller anden grund i vores grønne udgangsuniform). Og så kom der ellers en ordentlig svada fra Mortensen, mens den stakkels Lassen efterhånden lignede en, der kunne krybe i et musehul. Det der fangede Mortensens falkeblik var at Lassen uniformsjakke, udleveret af det militære myndigheder i Odense, havde forsynet Lassen med en uniformsjakke med 4 knapper og 4 knaphuller. Alle de øvrige godt 100 elevers uniformsjakker havde 5 knapper og ligeså mange knaphuller, Stakkels Lassen kunne jo sådan set ikke gøre for det, men han slap ikke for en længere skideballe, men alle vi andre søgte at fastholde en grimasse, der kunne passe under den noget udvidede appel.
I øvrigt må der have været noget i vejen med de der uniformjakker. Jeg beholdte min i mange år, efter hjemsendelse fra Dronningens Livregiment i slutningen af 1976 som løjtnant af reserven.
Som årene gik fjernede knapperne og knaphullerne sig længere og længere fra hinanden, og til sidst så det ud, som om de aldrig havde været i familie med hinanden!
Sten Nordtorp, sergentelev Sergentskolen Sønderborg 1973 fortæller:
Blev i 1973 som vagthavende kaldt på kommandokontoret af Snu Morten, og det skulle gå stærkt , så trapperne blev passeret med 2-3 trin ad gangen , og selvfølgelig braser jeg uforvarende ind i forsvarsminister Keld Olesen , skolechefen med hele følget.
Efter et par timer kalder Snu Morten igen, så var der skideballe , om jeg ikke var klar over at ved forsvarsministerbesøg skulle der altid gås på trapperne. Seancen sluttede dog med et smil fra kaptajnen og svedige hænder fra min side . Jo den mand havde meget humor
Herunder har vi samlet lidt blandede stemningsbilleder fra uddannelsen i 70erne